Bariloche og bjerge.

Fact: Lige nu befinder vi os i Bolivia, efter at have vaeret lidt rundt i det nordlige Argentina og i Chile. Men internettet kan slet ikke foelge vores utrolige tempo, saa vi vender tilbage til nutiden senere. Her kommer derfor en beretning fra central-Argentina:

Da vi havde tilendebragt W-turen, blev vi lige en enkelt dag i Puerto Natales foer vi skulle videre. Vi ville til byen Bariloche som er et "must see" paa grund af de flotte bjerge i naerheden. Turen derhen blev lidt omfattende. Vi tog med bus tilbage til El Calafate, og samme dag videre derfra mod Bariloche. Men i stedet for at koere en direkte rute langs de flotte Andesbjerge fik vi en tur tilbage til Rio Gallegos opad langs kysten og saa tilbage til Andesbjergene. En lang 30 times tur med faa pauser, som var paa hoejst 10 min. Ruten er markeret med groent paa det understaaende billede.

Bariloche er en hyggelig, meeeget turistet by, hvor der spoejst nok staar Skt. Bernhardshunde (og deres semi-skt. Bernhards-afkom) paa alle gadehjoerner. Byen ligger paa en stejl skraent ned til vandet, og saa er der ellers bjerge til alle sider.

                                      

Vores umiddelbare ide med Bariloche-besoeget var at faa slappet lidt af, men vi havde ikke vaeret laenge i byen foer vi moedte nogle andre backpackere, der spolerede vores planer. Saadan gaar det. De tre energiske tyskere vi skulle dele vaerelse med var nemlig lige kommet tilbage fra en vildt fed vandretur i Bariloches bjerge, som vi da helt sikkert ogsaa skulle opleve. Og saadan blev det. Turen var lidt kortere en W, og meget toerere. Da vejret tillod at vi rent faktisk kunne tage billeder af landskaberne, gider vi ikke skrive saerlig meget :-)

Billederne herunder er taget tidligt paa foerste dag. Vi kom hurtigt op i bjergene til en flot udsigt.

Vi var meget heldige med det tidspunktet paa aaret. Paa grund af efteraaret var det hverken for varmt eller for koldt, og bjergene var overalt daekket af traeer og buske i flotte roede og gule farver.

Til venstre ses et lille refugio, som vi kunne have valgt at sove i den foerste nat. Men eftersom vi havde medbragt et lejet telt, som viste sig at vaere naesten lige saa stort som hytten paa billedet, noejedes vi med at drikke en kop kakao derinde, hvilket Io mente var den bedste hun nogensinde havde faaet:)

Her staar vi ved soeen, lige ved siden af refugiet.

        

Og her er saa teltet. Det var en ganske fin udsigt at vaagne op til, hvilket er fordelen ved at sove paa en bakketop. Ulempen ved at bo paa en bakketop er, at det blaeser en del, hvilket specielt er traelst hvis man bor i et to meter hoejt telt. Paa billedet til hoejre kan man se det lille stendige som Poul byggede hele vejen rundt om teltet for at holde teltdugen paa plads. Det forhindrede dog ikke vinden i at vaekke os hver halve time hele natten (og Io i at droemme om skumle maend, der sparkede til teltet...)  

Solopgang ved bjerglagunen paa andendagen.

Denne dag var den haardeste, da vi skulle over to bjergpas. Dette skulle tage ca. 8 timer. Her er vi ved begyndelsen af turen, lige inden vi skulle begive os opad over det foerste pas.

Der var ikke nogle sti op ad bjerget, kun roede maerker som man skulle foelge. Dem var der tilgaengeld mange af. Io er her paa vej op af det foerste bjergpas, hvor der skulle klatres en smule.

Da vi naaede toppen af bjerget fandt vi ud af, at vi ikke havde naaet toppen af bjerget, men kun til et stort plateau, hvor der til gengaeld var en meget blaa lagune. Herunder er vi paa vej videre opad, vaek fra lagunen.

Endelig paa toppen, saa var det ellers bare ned af igen efter at have taget en par snese billeder af udsigten.

Paa vej ned mod dalen. Naar vi var kommet ned skulle vi gaa til venstre gennem dalen, og saa over den anden bjergtinde.

Her er vi kommet ned i bunden af dalen. Landskabet her var ogsaa ramt af efteraaret.

 

Igennem skoven i dalen.

Efter en dejligt flad time i dalen begyndte den naeste opstigning.

... Og saa naaede vi den anden top og skulle ned igen. Godt traette taenkte vi med misundelse paa de heldige asener, der tager denne tur om et par hundreder milliarder af aar, naar erosionen endelig har fjernet alle disse kaempe forhindringer:)

Ved soeen nedenfor laa det sted, som var vores destination. Nu skulle vi kun nedad:) Her var vores telt beskyttet mod vinden af traeer, saa vi fik en lidt mere rolig soevn.

Her er Io paa trediedagen, paa vej tilbage til civilisationen.

... og Poul.

Vi moedte en enhjoerning paa vor vej.  Poul var lidt bange for den.

Da vi kom tilbage til Bariloche drak vi en cola. En dejlig laeskedrik efter en god og smuk tur.



W!

I loebet af de foerste uger af turen var vi ved at blive stresset over, at Argentina, Bolivia, Peru, Guatamala og Belize er rigtig meget at naa paa 3,5 maaneder. Da vi saa ankom til El Calafate, moedte vi en masse mennesker som soegte at overbevise os om, at vi da ogsaa lige var noedt til at tage til Chile, da der var denne her fantastiske W-tur. Og da selv Lonely Planet syntes det var en god idé, kunne vi ikke staa imod. Derfor tog vi bussen til den lille by Puerto Natales, der ligger taet paa graensen til Argentina, hvorfra man kan tage ud at hike i " Parque National Torres del Paine".

I Puerto Natales boede vi helt for os selv i en lille, to-etagers bygning, som var helt umaadelig kold, men hyggelig.

Mandag d. 28 marts skulle vi saa afsted paa denne vandretur (lidt tid siden nu).Vi lejede telt, madlavningsgrej og vandrestave i en biks inde i Puerto Natales, koebte mad til de naeste 4 dage (pasta med tomatsovs - havregroed - ris med tomatsovs - havregroed - pasta med tomatsovs - havregroed) og saa var vi klar til at vandre! Parken er kendt for at vaere praeget af saakaldte "mikroklimaer", som goer, at vejret aendrer sig konstant, og at man paa 10 minutter kan gaa fra hoej sol til vild regn og blaest, hvilket ikke virker vanvittigt imponerende paa en dansker. Vi blev dog imponerede. Solen var naesten ikke-tilstedevaerende, kun ca. en time ialt paa de fire dage. Vinden var utrolig staerk og naar vi begyndte at bevaege os op i bjergene, blev den naesten konstante regn til sne - hvilket var rart, da sneen ikke gjorde os helt saa vaade.

Turen gik ud paa at gaa i en rute rundt om to flotte bjergformationer, kaldet "Torres Del Paine", man skulle foelge en rute der inkluderede tre udsigtspunkter, saa man gik i et W, deraf navnet. Men som sagt: vejret var ikke paa vores side, saa bjergene var hele tiden mere eller mindre daekket af taage, saa de ikke var til at se. Dette er vores bedste billede paa turen af de beroemte bjerge. Det blev taget da vi sejlede paa en baad hen imod det sted hvor vi skulle begynde turen.

Her er et billede af baaden og Io med oppakning. Til hoejre er der et billede af et vandfald som vi saa lige inden vi hoppede paa baaden. 

Baaden satte os af ved en teltplads, hvor vi efterlod bagagen og vandrede ud for at finde det foerste udsigtspunkt. I baggrunden kan det store bjerg anes. 

Den foerste dag var maalet at gaa saa langt vi kunne hen imod en gletcher og saa tilbage til lejren. Paa billedet til hoejre flyder nogle isklumper fra gletcheren. Den flotte blaa farve opstaar paa grund af oxygen. Og paa billedet til venstre staar Poul paa stien vi gik paa. Vi var meget fascinerede af de hvide spoegelsesbjerge.

Nedenfor staar Io foran gletcheren. 

Hen mod aften kom vi tilbage til lejren, hvor vi gik igang med at lave mad med et fantastisk gasapperart, der kan faa enhver Trangia til at skaelve af ærefrygt. Det var en meget kold og vaad fornoejelse, men pastaen med tomatsovsen var god.

Billedet til hoejre er fra anden dagen, hvor vi morgenfriske lige er gaaet i gang med at vandre. Til venstre et billede af vores lille telt som gemmer sig for regnen i skoven.

     

Vi skulle denne dag gaa i 3 timer med bagage, slaa lejr, og derefter gaa 4 timer op i bjergene for at naa udsigtspunkt nummer 2; det skulle vaere det flotteste paa hele turen. Her er et billede af en gletcher vi moedte paa vores vej.

Efterhaanden som vi bevaeggede os opad begyndte det at sne, og efter noget tid var jorden daekket. Snevejret blev kraftigere jo hoejere vi kom op, men vi fortsatte i haab om, at det ville klare op naar vi naermede os udsigtspunktet. Imidlertid skete det modsatte, hvilket kan ses paa billedet nedenfor til hoejre, hvor Io stille og roligt er ved at blive til en snemand. 

Desvaerre fandt vi aldrig det egentlige udsigtspunkt, for paa dette tidspunkt var pejlemaerkerne daekket af sne. Desuden maatte vi indse, at vi var noedt til at vende om, hvis vi ikke skulle tage tilbageturen i moerke.

Saa langt kom vi... Et lille sejrsbillede efter den haarde tur:) 

Og her er den smukke udsigt som vi oplevede fra dette utrolige sted :)

Da vi kom ned til lejren var det blevet paent moerk. Men takket vaere lyset fra toiletbygningen kunne vi tydeligt se en ulv (ifoelge Poul) eller en graaraev (ifoelge Io) snige sig rundt paa teltpladsen. Vi naaede at faa et billede af den, men den er lidt svaer at faa oeje paa (den er bag grenen i midten).

Lidt efter da vi skulle lave mad, havde vi et problem med at finde vores kogegrej selvom vi var meget sikre paa hvor vi havde lagt det. Detektiven Io regnede da ud, at naar vi nu heller ikke kunne finde affaldsposen havde ulven/graaraeven nok snuppet denne og faaet vores kogegrej, der laa lige ved siden af, med ved et uheld. Poul blev sendt ud i kulden og fandt vores skrald 30 meter vaek spredt rundt omkring i sumpet terraen, og vores kogegrej i midten af det hele. Saa ja, ulve/graaraeve er yderst farlige.

Den tredje dag skulle vi paa en 9 timers tur med oppakning, hvilket for os virkede en smule meget, saa vi var lidt spaendte. Men det gik godt og det var en flot tur. Paa billedet til hoejre holder vi frokostpause, og nyder udsigten.

To timer fra vores destination begynder landskabet at blive hvidt.

Sneen naaede at blive temmelig dyb paa vej mod teltpladsen, og den sidste halve time af turen var lidt haard. 

Den sidste nat sov vi i sne, hvilket er noget vi begge (kun Poul) altid har oensket os (sig) :) Det var saa meningen af vi skulle op klokken 6 naeste morgen for at vandre en time til det sidste udsigtspunkt, hvor vi skulle se solopgangen. Men vi fik at vide, at der laa en meters sne deroppe, og at udsigtspunktet faktisk var blevet erklaeret lukket, saa vi besluttede os for ikke at bevaege os derop i baelgravende moerke. Vi saa derfor aldrig det tredje udsigtspunkt, da vi naeste dag skulle tidligt afsted for at naa den sidste bus kl. 14.

Her er et billede af inderteltet hvor man nederst kan se et hul der kom den foerste nat, da en mus fik gnavet sig igennem telten og spiste en fjerdedel af vores ene snickers :-( Anden nat havde vi alt maden i Pouls taske som vi lagde i forteltet, og musene fik saa lavet en hul i tasken og spiste ca. 7 mussemundfulde af en ny snickers :-) 

Om natten rystede den vilde vind sne loes fra traetoppene, som faldt ned paa teltet og lavede en masse larm. Kl. 4 blev vi vaekket da en saerlig stor sneklump dumpede saa voldsomt ned i teltet, at teltduen et oejeblik blev presset helt ned mod soveposerne. Saa fik vi ikke mere soevn den nat. Billedet nedfor til venstre er taget om aftenen, billedet til hoejre er fra om morgenen. Teltet overlevede lige akkurart, men ofrede i sin kamp en teltstang, der var blaevet oedelagt af snemassen. Om de to der sov i teltet klarede den, kender man intet til......