Fra vandfald til gletschere

Som foer naevnt er vi kommet en del bagefter i bloggen, og da det er lidt sjovere at vide hvad vi laver nu og ikke hvad vi lavede for en maaned siden, kommer der et lille hurtigt referat af hvad der er sket hidtil. Selvfoelgelig bygget op omkring billeder, for et billede siger mere end tusinde ord.
Her er Argentina:

Vi startede som naevnt i Buenos Aires og floej over og saa de dejlige vandfald, og floej tilbage igen. Derefter gik vores roadtrip igang. Vi ville foerst sydpaa og det maatte blive med bus. 18 timers koersel til Puerto Madryn, en mindre by der ligger ud til vandet, ikke langt fra en halvoe, hvor soeloever og pingviner findes! Dem skulle vi da se.

Her har vi soeloeverne. Den store og graa er hannen som passer sit harem ved at ligge og vaere stor og fed:)

Her er der et lille baeltedyr som ikke er voldsomt interessant, men som Io tvang mig til at tage med. Tilgengaeld var de meget interessante i forhistorisk tid, hvor de var stoerre end biler!

En pingvin.

Da de var blevet set paa, tog vi ned til Rio Gallegos for at blive i et par naetter, men ingen havde plads, saa vi tog en bus 4 timer senere til El Calafate. Vi var nu i det sydlige Argentina, i det kolde og vindfyldte Patagonien (hvor vi foer var i det varme, vindstille Patagonien. Patagonien er faktisk det meste af Argentina), hvor der er gode muligheder for at hike, og se gletschere, saa her maatte vi jo blive noget tid. 

I El Calafate tog vi paa en dagstur over for at se den store gletscher Perito Moreno:

 

Vildt stor og flot, den er paa stoerrelse med Buenos Aires, og Buenos Aires er en paent stor by:)

Med en hastighed paa over 2 meter om dagen, bevaeger denne gigantiske ismasse sig vaek fra Andesbjergene og ud i det aabne, hvor den ender i en stor groen soe. Ofte falder store klumper af is ned i vandet med et kaempe efterfoelgende brag. "Slasgotan" siger det!

Her staar vi paa en baad der sejler ud mod gletscheren, jeg tror at Io fryser en smule:)

Men, vi blev jo ogsaa noedt til at gaa paa en gletcsher nu naar vi havde rejst saa langt, og det kunne man i El Chalten, en lille by der ligger i bjergene og lever af vandreglade turister som os. 

Vi var der i 3 dage hvor vi tog paa dagsvandreture for at se det flotte landskab, blandt andet kiggede vi paa et af de svaereste klatreproblemer der findes, bjerget Fitz Roy:

Vi valgte dog ikke at klatre op paa det, men at gaa lidt rundt, langt vaek fra det. Her staar Io med bjerget i baggrunden.

 

... Saa blev Poul traet af at skrive, og i saerdeleshed af at skaendes med skriveprogrammet om, hvor billederne skal placeres (Poul tabte). Han saetter sig derfor over og kaemper med sin spanske udgave af Pinocchio, og jeg (Io) tager over.

 Her er vi.











Vi var som sagt taget til El Chalten for at gaa paa en gletscher. For at komme til det maatte vi forcere nogle forhindringer:

Hvis billedet giver et indtryk af, at turen var haard for armene, er det ganske misvisende. De 15 km hver vej  i bjergterraen var til gengaeld ret haarde for benene og foedderne. Men det var i dén grad det hele vaerd, for gletschere er baade sjove at se paa, gaa paa...




... og klatre paa:

Paa billedet til venstre er jeg kommet et godt stykke op ad isen, til hoejre er Poul netop kommet ned fra en veloverstaaet klatring. Man kan (med lidt god vilje) forestille sig, at det var en hoej ismur vi besteg. Topankeret er dog kun lige umiddelbart uden for billedet til hoejre.

Vi slutter af med et billede fra vores sidste dag i El Chalten. Vi havde hoert at der skulle ligge en utroligt smuk soe 3 timers gang fra det vandrehjem hvor vi boede, saa vi besluttede at hanke op i vores udmattede ben og begav os ud for at finde den. Efter at have gaaet de foerste 2,5 timer maatte vi dog indse, at vi var noedt til at vende om hvis vi ville naa vores bus. Saa ingen soe denne gang :-( Der er noget utilfredsstillende ved at gaa en lang, kraevende tur, blot for at vende om kort foer maalet og gaa den samme lange, kraevende tur tilbage igen. Det viste sig dog blot at vaere smagsproeve paa "things to come" (naeste indlaeg). Heldigvis var turen op til soeen ganske paen i sig selv.