Buenos Aires og Iguazu

Nu er det snart 3 uger siden at vi ankom til Argentina, og vi har besluttet at det er paa tide at vi faar fortalt lidt om hvad vi har lavet siden. Da jeg har grusomme erfaringer med, hvordan en danskstil kan haenge én over hovedet og foere til utalige aandsforladte overspringshandlinger, har Poul og jeg besluttet, at bloggen mest skal vaere et billedegalleri.

Mandag d. 7. marts ankom vi til Buenos Aires. Det er en stor og varm by, som vi var saa priviligerede at blive vist rundt i af Dimitra, som tilmed gav os husly og mad i den foerste uge af turen. Desuden gav hun os rig mulighed for at oeve vores spanske, da hun hverken taler dansk eller engelsk, og vi trods alt taler bedre spansk end graesk. Her er hun sammen med mig:

Til dem der ikke ved det: Dimitra er Marias faster, hun har graeske aner, men har boet i Argentina hele sit liv. Det var enormt spaendende at have hende som guide rundt i byen, og det lykkedes os faktisk at diskutere baade Argentinas korrupte regering, naturkatastrofer, filmen Goegereden (hun er psykiatrer), hvalfangst i Japan (hun er medlem af Greenpeace) og sadinfangst i Thailand paa trods af sprogbarrieren. Til hoejre ses stuen i hendes lejlighed, og nedenfor har hun inviteret os paa fin restaurant:

Nedenfor ses den bredeste gade i Argentina og, saa vidt vi kunne forstaa paa Dimitra, ogsaa i resten af verden: "Avenida de Julio 9". Midt i billedet staar "Obelisken", som markerer Buenos Aires centrum.

Vi afbroed vores besoeg i Buenos Aires nogle dage for at flyve op og se verdens stoerste vandfald: Iguazu, som ligger paa graensen mellem Argentina og Brasilien. 

Her staar Poul ved et af de rigtigt store vandfald paa den Brasilianske side. Vandfaldet kan I ikke se; men I kan faa en ide om hvor stort det var paa baggrund af den blaest det foraarsagede, som er ved at presse Poul igennem gitteret, og ved at se paa regnbuen i baggrunden.

Omkring vandfaldene boede en masse "coatier" (som vist nok er vaskebjoerne). De var utroligt glade for at foelges rundt med turisterne, paa trods af de mange mange skilte der bekendtgjorde, at de ikke maatte fodres.

Af andre dyr der boede i naerheden af vandfaldende skal fremhaeves denne her:

Poul skulle selvfoelgelig have den op paa haanden, hvilket gjorde ham til en stor attraktion for de andre turister i 10 minutter. Der samledes en stor skare omkring ham af folk, der ville have et billede af Poul og den vandrende pind.