Jungletur i Peru

Den store Amazonajungel straekker sig over en kaempe del af Brasilien og daekker ogsaa over omraader i Bolivia og Peru. Den matte vi ind i, saa efter Machu Picchu tog vi et par dages afslapning og derefter tog vi ind i nationalparken Manu i Peru, som netop er en del af Amazonas. Det var lidt boevlet at finde det rigtige tourbureau som arrangerede ture til Manu-reservatet, der var alt for mange at vaelge imellem. Men vi fandt endelig en guide der hed Erick, som vi havde ledt efter da Io's bror og veninde havde vaeret paa en tilsvarende jungletur arrangeret af ham, og de sagde at han havde vaeret fantastisk. Det viste sig saa at vaere en anden Erick de havde vaeret paa tur med, og ham vi var med vidste ikke noget som helst om junglen og spurgte hele tiden om vi ikke kunne tage billeder af ham. Man fik lidt et indtryk af, at det var foerste gang han var paa en jungletur. En flink, men dum og uvidende guide, og det var lidt skidt nu naar vi skulle paa en tur, hvor vi skulle vandre rundt i naerheden af giftige slanger og edderkopper, og lede efter alligatorer om natten. Heldigvis var kokken lokal og vidste alt om junglen. En ung fyr paa et par og tyve aar der kun talte spansk, men vi var rigtigt glade for at have ham med.
Turen startede, som ture i Peru skal goere, med at vi skulle hjaelpe vores koeretoej paa grund af en ikke helt koen vej. Nogle arbejdsmaend havde gravet en rende i vejen (vi tror det var for at lave en kanal til vand fra bjergsiden, skulle nok daekkes til senere) og saa skulle de stakler fylde sten i igen for at vi kunne komme over.

Vores gruppe bestod af, fra venstre: Rosa, som var assistent, Katrina, Franz, Collum, Erick vores Guide og os to til sidst. Billedet blev taget af vores kok som vi ikke helt kan huske hvad hedder, vi kaldte ham for Kokken.

Paa anden dagens gaatur kom vi forbi et lille hus i junglen hvor et par lokale boede. Der var nogle dyr fra junglen der var blevet glade for omgivelserne der, og derfor boede der mere eller mindre fast. Blandt andet var et dovendyr blevet en hyppig gaest af stedet. Et utroeligt grimt og soedt vaesen, der kunne nogle vilde moves paa jagt efter blade (alle bevaegelserne blev lavet i slowmotion).  

Ogsaa et par fugle havde valgt at slaa sig ned paa denne lille menneskebesatte plet i junglen. En fin papegoeje paa Io's skulder og en ukendt (for os) fugl paa Pouls haand. Poul blev desuden paa dramatisk vis bidt af en roed papagoeje to gange og har nu et slemt ar.  

For at komme over til vores primaere jungledestination (hvor vi skulle overnatte to gange) skulle vi med baad. En fin traebaad, med en meget kraftig 60 hestekraftsmotor, der kunne give fra sig.

Her er baaden ved at blive laesset med bagage, og Io sidder og fodrer en tynd hund som hun altid har det med at goere.

Her ses Poul paa baaden med junglen i bagrunden.










Her boede vi imens vi kiggede efter dyr i junglen. Den anden nat sov vi i hytten paa venstre billede, den med straatag, eller mere praecist, palmebladetag. Vi spiste mad i en fin hytte som ogsaa rummede et lille primitivt koekken og to fantastiske haengekoejer. Den kan ses paa billedet til hoejre.


 

Hver gang vi skulle paa toilet blev vi hilst velkommen af en fin edderkop. Den sad altid ovre i det samme hjoerne og slappede af.







Inde i junglen mellem de mange hoeje traeer viste Io hvordan man svinger sig i en lian. Go home Tarzan.

Her staar Io sammen med vores guide Erick, ved det stoerste trae vi saa paa turen. Og det var et paent stort trae!

Her er et par billeder af det sejeste dyr vi saa paa turen, som ogsaa var turens stoerste mysterium. Insektet var stoerre end en haand og havde en masse lange traade der stak ud fra dens ryg. Vi fandt efter noget tid ud af at den var doed, men den sad fast paa bladet som om den var limet paa. Vi tror at der er en slags plante der har aedt insektet indefra og derefter er den vokset ud af dens ryg som lange spore. Ellers kan det vaere at insekten altid havde haft de lange spore og brugte dem til kamuflage........

 

Madtid! Lokalt mad pakket ind i store blade som inkaerne gjorde det. Rigtigt smart, bladene holder paa varmen, og kan bruges som tallerken. 

Om aftenen samme dag var vi ude paa en vandretur i moerket. Det er nemmere at finde dyrene naar det er moerkt, isaer rovdyrene som gaar paa jagt naar lyset er vaek. Vi fandt to vandslanger den aften, rigtigt fine og ganske giftige.

Her viser Io traeer frem. Til venstre staar hun ved et vandrene trae, kendt fra Ringenes Herre som Enter. De er nu lidt langsommere i virkeligheden. Da der er stor kamp om sollyset i junglen har det trae laert sig at bevaege sig imod den bedste sollokation. naar en ny af de hoeje roedder opstaar vil den saette sig i jorden taettere paa den fordelagtige lokation, og roden der er laengs vaek vil blive ofret og raadne. Stille og roligt vil traet bevaege sig (det tager aar foer at den kan komme nogen steder). Paa billedet kan man kun se foden af traet som ender i en stamme og i en traekrone til sidst. Til hoejre stikker Io sig paa en af de mange pigtraer der var i junglen. Av!

               

Her er et billede af en lille toemmerflaade som vi skulle sejle rundt og lede efter alligatore paa naar det blev moerkt. Det var vi lidt nervoese for, da den var meget primitivt bygget. Naar alle var paa baaden var vores foedder delvist under vandoverfladen da vaegten tyngede traeet ned. Alligatorerne der boede der hed "white Caimans" og var ikke farlige fik vi af vide, saa der var ingen grund til bekymring. Vi saa nu heller ikke nogle mens vi sejlede, desvaerre.





Her er et par billeder af de dyr vi tilgengaeld saa mens vi sejlede. Til venstre er verdens stoerste gnaver, en Kapivar, ogsaa kaldet et flodsvin. Den var paa stoerrelse med en gris og lever i sumpomraader i sydamerika. Til hoejre er nogle fine fugle (eftersigende er de praehistoriske) der ogsaa holdt til ved flodbreden.

 

Her er Io igang med at slukke toersten med noget bambusvand. De store bambusroer indeholdte en masse gennemsigtigt vaeske som smagte af bittert vand med lidt kokus i.

Da det blev moerkt gik alligatorjagten igang. I det moerke stille vand saa vi, efter at have gaaet i noget tid, nogle roede lyspletter. Det var alligatorenes oejne der reflekterede lyset fra vores pandelamper. De laa bare stille i vandoverfladen paa den anden bred mens vi naermede os vandet. Saa begyndte Kokken at gaa ned i det sumpede vand i sine tynde, slidte kondisko. Han ville over paa den anden side til rovdyrene, men gav op da muddervandet gik ham til knaene. Vi haabede lidt paa at vi kunne finde en lille alligatorunge som vi kunne holde op, men det kunne vi desvaerre ikke. Men vi fandt en gnaver af en art, nok en pungrotte som Kokken fik fanget.

Da vi kom tilbage taendte Erick et stort baal paa stranden, som vi sad og hyggede os rundt om med et plastikglas Champagne-frugtdrik i haanden.

Den sidste nat tilbragte vi i et telt naer vandet. Og da vi havde faaet bekraeftet et par gange at der ikke boede alligatore lige her, lagde vi os ind og sov trygt og uden at blive bidt af andet end myg.