Nu er bloggen endelig kommet til Peru. Fra Copacabana i Bolivia koerte vi til
Cusco,
og der blev vi i lang tid. Vi ankom til byen tre dage foer vi skulle begive os ud paa det famoese "Inka Trail" til Machu Picchu (troede vi), saa endelig kunne vi finde tid til at sende postkort til foraeldrene. Her er en sammenligning af to af vores kort :-)
Gaderne i Cusco er smalle, og der er ikke meget plads paa fortorvet, hvor der relativt ofte opstaar trafikpropper. Paa billedet kan man se doeren til vores ganske fine hostel: den blaa doer paa hoejre side af vejen. Mangen en morgen har vi staaet paa det smalle fortov med vores store tasker, mens vi ventede paa at blive samlet op til en tur.
Vi udfyldte blandt andet tiden foer Machu Picchu med endnu en ridetur. Her er Poul paa vej hen til hestene med Cusco i baggrunden.
Denne gang er vi cowboys og ikke bare dumme turister, vi har nemlig flotte hatte paa. Hestene kunne vi stadig ikke styre, men det var ligemeget, for turen var ikke naer saa action-packed som dengang i Doedsdalen med Jacob.
Efter rideturen gik vi tilbage til byen. Paa vej derned kunne vi se ud over Cuscos tage.
Efter et par dage i byen koebte vi et temaskakspil (inkaer vs. spaniere), som vi brugte flittigt i et par dage. Nu har det snart ligget uroert i tasken i 3 uger, men flot er det stadig.
Poul smiler, fordi han lige har koebt et nyt liggeunderlag.
Og saa blev det tid til
Machu Picchu-turen!
Som sagt troede vi, at vi skulle gaa "The Inka Trail" til Machu Picchu, som vi samvittighedsfuldt havde bestilt i god tid hjemmefra - det er noedvendigt, for der er rift om turen. Men til vores infomoede aftenen foer dagen fandt vi ud af, at vi slet ikke skulle gaa til Machu Picchu. Derimod skulle vi gaa til den meget mindre ruin, Choquequirao, en tur der frem og tilbage ville tage 4 dage. Og derefter ville vi saa blive koert til Machu Picchu. Vi undrede os en del over, hvordan det lige var kommet i stand (det goer vi stadig), men endte med at vaere ganske tilfredse med fejltagelsen. For selvom selve ruinen Choquequirao paa ingen maade kan maale sig med Machu Picchu, saa var turen derover virkelig flot og langt fra lige saa turistet som det klassiske Inka Trail. Og Machu Picchu fik vi jo ogsaa set (og hold da op...!) Det eneste vi virkelig aergrede os over, var at vi ikke kunne tage 9-dages-turen, hvor man foerst gaar til Choquequirao og saa derfra videre til Machu Picchu. Men det maa blive naeste gang.
Vi starter med en spoiler: her er Machu Picchu. I forgrunden staar Asha fra Silkeborg og Mette fra Vejle som vi tog turen med. Det var vaeldigt hyggeligt:-)
Og saa fra begyndelsen: Turens foerste hoejdepunkt var denne kaempestore air flower, som vi endda helt selv opdagede.
Naeste spaendende haendelse: vi bliver forsinket halvanden time paa koereturen, da en lastbil er vaeltet halvvejs ned i en groeft ved siden af vejen, og blokkerer det hele.
Mette og Io hjaelper til med at loefte braedderne op fra groeften
... alt imens Poul har travlt med at se paa nogle koeer.
Takket vaere de staerke og arbejdsomme piger (blandt andre) lykkedes det os at komme fri. En halv time mere i bilen, og saa ankom vi til vores begyndelsessted: en lavtloftet lille butik/restaurant, hvor man i baggaarden kunne se hvordan de toerrer majs til mel og mad.
Hygiejnen var lidt tvivlsom, da der det meste af tiden gik katte rundt paa majsene, her iblandt en soed men uhumsk kattekilling. Man vender sig heldigvis til ikke at taenke paa hvor maden kommer fra, mens man spiser.
Efter et lille maaltid kunne vi begynde at trave. I starten haanede Asha og Mette os med vores vandrepinde, men efter de foerste kilometre i bjergene var det os der lo :-)
Turen boed ogsaa paa en tarantel, som ses nedenfor. Desvaerre rystede fotografen noget paa haenderne, saa hverken Poul eller edderkoppen ser specielt skarpe ud paa billedet.
... og her er saa Machu Picchu.
Det er ulovligt at hoppe paa Machu Picchu, men kun hvis man goer det mens vagterne kigger.
Det store bjerg lige bag Machu Picchu hedder Wayna Picchu Mountain. Hver dag faar 400 mennesker lov til at bestige bjerget, saa det gaelder om at ankomme til Machu Picchu tidligt om morgenen, saa man kan naa at koebe adgangspas dertil. Der er forresten ca. 4000 besoegende paa Machu Picchu hver dag, selvom UNESCO, der er dem varetager verdensarven som Machu Picchu er en del af, har sat et loft paa 500 besoegende. Men det er Peru da ligeglade med (tak til Peru!).
Vi stod op kl. lidt i 3 om natten for at sikre os adgangsbilletten til Wayna Picchu, og det lykkedes! Her har vi naesten naaet toppen.
Og her (og paa de naeste billeder) er vi deroppe. Paa flere af billederne kan man se Machu Picchu nedenfor. Efter sigende skulle inkaerne have bygget byen saa den ovenfra ligner en condor. Vi havde lidt svaert ved at finde condoren, men blev enige om at byen havde en slaaende lighed med Pippi Langstroempe. Coincidence?
Saa gaar det nedad:
Vi sluttede turen af med et par timer i nogle "hot springs"-bassiner i byen "Aguas Callientes" (som betyder "Varmt Vand"). De spillede Pink Floyd 2 timer i traek, slet ikke daarligt!
... her var de saa gaaet over til Bob Marley, som er ganske populaer i Latin Amerika.
Cusco,
og der blev vi i lang tid. Vi ankom til byen tre dage foer vi skulle begive os ud paa det famoese "Inka Trail" til Machu Picchu (troede vi), saa endelig kunne vi finde tid til at sende postkort til foraeldrene. Her er en sammenligning af to af vores kort :-)
Gaderne i Cusco er smalle, og der er ikke meget plads paa fortorvet, hvor der relativt ofte opstaar trafikpropper. Paa billedet kan man se doeren til vores ganske fine hostel: den blaa doer paa hoejre side af vejen. Mangen en morgen har vi staaet paa det smalle fortov med vores store tasker, mens vi ventede paa at blive samlet op til en tur.
Vi udfyldte blandt andet tiden foer Machu Picchu med endnu en ridetur. Her er Poul paa vej hen til hestene med Cusco i baggrunden.
Denne gang er vi cowboys og ikke bare dumme turister, vi har nemlig flotte hatte paa. Hestene kunne vi stadig ikke styre, men det var ligemeget, for turen var ikke naer saa action-packed som dengang i Doedsdalen med Jacob.
Vi besoegte en ruin, et "maanetempel" paa turen. Det lignede nu mest bare en klippe, men landskabet var flot.
Efter et par dage i byen koebte vi et temaskakspil (inkaer vs. spaniere), som vi brugte flittigt i et par dage. Nu har det snart ligget uroert i tasken i 3 uger, men flot er det stadig.
Poul og den centrale plads "Plaza del Armas", som laa 5 minutter fra vores vandrehjem. Paa trods af, at vi var i Cusco i samlet ca. 2 uger (dog med afstikkere til Machu Picchu og junglen Manu) fik vi aldrig taget os sammen til at se hvad der var inde i de to store, flotte bygninger paa pladsen. Til gengaeld var vi flittige tourister paa byens McDonalds, som ligger lige til venstre for billedet.
Og saa blev det tid til
Machu Picchu-turen!
Som sagt troede vi, at vi skulle gaa "The Inka Trail" til Machu Picchu, som vi samvittighedsfuldt havde bestilt i god tid hjemmefra - det er noedvendigt, for der er rift om turen. Men til vores infomoede aftenen foer dagen fandt vi ud af, at vi slet ikke skulle gaa til Machu Picchu. Derimod skulle vi gaa til den meget mindre ruin, Choquequirao, en tur der frem og tilbage ville tage 4 dage. Og derefter ville vi saa blive koert til Machu Picchu. Vi undrede os en del over, hvordan det lige var kommet i stand (det goer vi stadig), men endte med at vaere ganske tilfredse med fejltagelsen. For selvom selve ruinen Choquequirao paa ingen maade kan maale sig med Machu Picchu, saa var turen derover virkelig flot og langt fra lige saa turistet som det klassiske Inka Trail. Og Machu Picchu fik vi jo ogsaa set (og hold da op...!) Det eneste vi virkelig aergrede os over, var at vi ikke kunne tage 9-dages-turen, hvor man foerst gaar til Choquequirao og saa derfra videre til Machu Picchu. Men det maa blive naeste gang.
Vi starter med en spoiler: her er Machu Picchu. I forgrunden staar Asha fra Silkeborg og Mette fra Vejle som vi tog turen med. Det var vaeldigt hyggeligt:-)
Og saa fra begyndelsen: Turens foerste hoejdepunkt var denne kaempestore air flower, som vi endda helt selv opdagede.
Naeste spaendende haendelse: vi bliver forsinket halvanden time paa koereturen, da en lastbil er vaeltet halvvejs ned i en groeft ved siden af vejen, og blokkerer det hele.
Mette og Io hjaelper til med at loefte braedderne op fra groeften... alt imens Poul har travlt med at se paa nogle koeer.
Takket vaere de staerke og arbejdsomme piger (blandt andre) lykkedes det os at komme fri. En halv time mere i bilen, og saa ankom vi til vores begyndelsessted: en lavtloftet lille butik/restaurant, hvor man i baggaarden kunne se hvordan de toerrer majs til mel og mad.
Hygiejnen var lidt tvivlsom, da der det meste af tiden gik katte rundt paa majsene, her iblandt en soed men uhumsk kattekilling. Man vender sig heldigvis til ikke at taenke paa hvor maden kommer fra, mens man spiser.
Efter et lille maaltid kunne vi begynde at trave. I starten haanede Asha og Mette os med vores vandrepinde, men efter de foerste kilometre i bjergene var det os der lo :-)
Ankomst til lejren foerste dag. Der var serveret popcorn, kiks og te, ikke ringe. Her er Mette og vores seje guide Rosel. Begge tilsyneladende skaeve af cocablade.
Paa dag 2 startede vi med at gaa helt ned i bunden af dalen. Her staar vi ved floden der bugtede sig rundt om bjergene. De foelgende fire timer lavede vi ikke andet end at proppe os med potientiel energi (den gravitationelle af slagsen). Haardt!
Smaa glaeder indtraf sig i ny og nae, blandt andet kiggede Mikey Mouse forbi paa vores vej:
Endelig pause. Poul kunne paa dette tidspunkt vride sin t-shirt og dermed lave sin egen lille floddal, mens man skulle meget taet paa for at ane smaa svedpartikler paa Rosels ansigt. Men denne gut har ogsaa taget vandreture til Machu Picchu naesten 400 gange, og taget den beroemte 43 km. inkatrail som et maratonloeb. Fra venstre har vi Rosel, Asha, Mette og Io.
Grundet tekniske problemer er en del af blogindlaeget udeladt
:-( :-( :-( :-( :-( :-( :-( :-( :-( :-( :-( :-( :-( :-( :-( :-( :-( :-(
ggelige lejr, maatte vi afsted igen: det var blevet tid til at tage ud og finde Choquequirao. Med jammer og piv begav vi os alle afsted, undtagen Asha, som var saa heldig at have ondt i kroppen paa en lidt mere belejlig maade end os andre, og som derfor valgte at blive i lejren og hvile. Hun slap for 6 haarde timer op og ned af bakker og inkatrapper i bagende sol (til gengaeld blev hun stukket af en hvepse-flue dagen foer, he he he).
Nedenfor er Choquequirao. Forkrampede og smeltende som vi var, blev vi tre danskere enige om, at saadan en lilleput-ruin altsaa ikke var alle vores anstrengelser vaerd. Maaske gjorde vi den ikke helt ret. For helt lille var den faktisk ikke, hvilket nedenstaaende billede forhaabentligt giver indtryk af. Og derudover skal det siges, at det meste af Choquequirao-byen stadig er gemt mellem traeerne. Det bliver spaendende at se ruinen igen om 10 aar, naar vi kommer tilbage for at tage det lange inka-trek.
Vi var saa heldige at se en condor, verdens stoerste flyvende fugl. Majestaetisk er den, men kun paa afstand. Taet paa er den ikke meget koennere end en kalkun, det er nemlig en slags grib. Rosel fortalte, at de kan finde paa at tage kalve. Eagels of the world, go home!
Grundet flere tekniske problemer er endnu en del af blogindlaeget udeladt
:-( :-( :-( :-( :-( :-( :-( :-( :-( :-( :-( :-( :-( :-( :-( :-( :-( :-(
... og her er saa Machu Picchu.
Inkaerne var ikke helt dumme til stjerner, og de havde faktisk flere stenfigurer rundt omkring paa Machu Picchu, der havde samme form som Sydkorset, blandt andet stenen herunder. Paa billedet er vi i gang med at udfoerer et ritual, hvor vi enten modtager energi fra stenen, eller overfoerer energi til den, det er ikke til at vide.
Det er ulovligt at hoppe paa Machu Picchu, men kun hvis man goer det mens vagterne kigger.
Det store bjerg lige bag Machu Picchu hedder Wayna Picchu Mountain. Hver dag faar 400 mennesker lov til at bestige bjerget, saa det gaelder om at ankomme til Machu Picchu tidligt om morgenen, saa man kan naa at koebe adgangspas dertil. Der er forresten ca. 4000 besoegende paa Machu Picchu hver dag, selvom UNESCO, der er dem varetager verdensarven som Machu Picchu er en del af, har sat et loft paa 500 besoegende. Men det er Peru da ligeglade med (tak til Peru!).
Vi stod op kl. lidt i 3 om natten for at sikre os adgangsbilletten til Wayna Picchu, og det lykkedes! Her har vi naesten naaet toppen.
Saa gaar det nedad:
Tilbage i byen en halv times koersel fra Machu Picchu. Poul tog et bemaerkelsesvaerdigt billede af de tre piger, mens vi ledte efter et sted at spise frokost.
¿Look-a-like?
Vi sluttede turen af med et par timer i nogle "hot springs"-bassiner i byen "Aguas Callientes" (som betyder "Varmt Vand"). De spillede Pink Floyd 2 timer i traek, slet ikke daarligt!
... her var de saa gaaet over til Bob Marley, som er ganske populaer i Latin Amerika.
Den endelige afsked med Asha og Mette (troede vi) afholdtes dagen efter turen paa McDonalds paa Cuscos store plads.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar