Vi begynder dette indlaeg med en saerligt led argentinsk edderkop, som det i Salta lykkedes os at faa et godt billede af (Poul var henrykt). Vi moedte dem foerste gang ved Iguazu, hvor de gjorde en hyggelig lille gaatur gennem skoven til det rene mareridt: de har nemlig den grimme vane at bygge deres gigantiske spind lige over hovedhoejde over stierne, de er kaempestore (de stoerste paa stoerrelse med en haand) og der er forbandet mange af dem.
Vi genfandt dem paa stien op til toppen af et bjerg i Salta, hvorfra der var en ret paen udsigt over byen. Herunder er et billede af udsigten - vi har gjort os en del tanker om de snorlige, indbyrdes ortogonale veje, som vi i starten syntes var lidt kedelige, men senere kom til at holde af, da de goer det dejligt nemt at finde rundt. Vi er desuden naaet frem til, at det netop er denne vejstruktur der goer, at alle afstande bliver angivet i blokke snarere end tid eller kilometer.
"Hov, er det ikke Ios studiekammerat Jacob?", vil nogle maaske taenke ved synet af billedet til hoejre ovenfor. Og jo, det er det! Ham moedte vi nemlig ved tilbagekomsten til Salta, og brugte de naeste dage paa at se paa byen sammen.
Det var baade vores og Jacobs sidste tid i Argentina, og derfor sidste chance for at proeve de mange forskellige typer af Alfahores, argentiske kager med Dulche de Leche og hvid eller moerk chokolade samt noedder i nogle tilfaelde.
Vi slutter Argentina-delen af bloggen med et billede af et par "Air-flowers" - planter der vokser paa elledningerne!
Mens vi var i Salta aftalte Jacob, Poul og jeg at tage paa en oerkentur sammen, da det virkede til at vaere en spaendende maade at krydse graensen til Bolivia. Imidlertid afgik oerkenturene ikke fra Salta men fra San Pedro de Atacama i Chile, saa der maatte vi lige over foerst. Vi tog derfor bussen fra Salta over Andesbjergene til oerkenbyen San Pedro (i Atacama-oerkenen). Det var en rigtig hyggelig lille by, som vi ramte midt i paasken. Maaske var det derfor, at byen den 3. dag loeb helt toer for penge: frustrerede turister vandrede desperate rundt i gaderne og kunne hverken betale for ture eller vandrehjem, fordi alle byens tre haeveautomater var tomme, og ingen ville tage i mod visa - man undrer sig en smule over, hvorfor de alligvel vaelger at pryde butiksfacaderne med visa-klistermaerker. Pynt?
Herunder nyder Poul og Jacob en is foran byens kirke.
Og her er solnedgangen bag byens vulkan.
Atacamaoerkenen ligger i lidt over 2 kilometers hoejde, og er vist den toereste oerken i verden. Det goer den til et rigtig godt sted at se paa stjerner, og her ligger faktisk ogsaa et af verdens stoerste teleskoper, VLT (Very Large Telescope), som ogsaa er med i den sidste James Bond film. (ESO - European Southern Observatory - overvejer forresten at bygge et endnu stoerre teleskop som de vil kalde OWL: Overwhelmingly Large Telescope:-). Det er desvaerre ret svaert at faa lov at besoege det store observatorium - Jacob fortalte, at man skulle vaere skrevet op paa en venteliste i 3 aar, og derefter kunne man alligvel kun faa lov at se det om dagen, ikke noget med at se paa fjerne galakser gennem de store teleskoper. Saa i stedet tog vi paa en gruppetur ud til en fransk astronoms private teleskopsamling, en halv time uden for byen. Her saa vi paa stjernespaekkede omraader i galaksen, stjernetaager, Saturn, Maanen mm. Det var virkelig, virkelig flot!
Her ser Io paa en kuglehob, som er tusinder af meget gamle stjerner der har samlet sig taet sammen til en kugle.
... og her er maanen fotograferet gennem et af teleskoperne:-)
Fra San Pedro de Atacama tog vi ogsaa paa en ridetur. Vi kunne vaelge i mellem en ridetur i "Maanedalen" og en i "Doedsdalen". Vi valgte "Doedsdalen" fordi det var billigst. Det var beroligende efterfoelgende at faa at vide, at denne dal oprindeligt havde heddet "Marsdalen" (paa grund af landskabet), men en eller anden franskmand havde faaet "Valle de Marte" (Marsdalen) til at blive til "Valle de Muerte" (Doedsdalen), og dette navn havde vist sig at tiltraekke flere turister.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar