Tartagal

Da vi ankom til Cusco for et par uger siden, var vi indstillede paa, at det maatte vaere paa tide at faa skrevet om den sidste tid i Argentina. Men da vi stak de USB-noegler som vi havde koebt i Bolivia, og hvorpaa billederne fra den sidste maaned ligger, i en computer, poppede der en besked op om, at der var virus paa USB'en, hvorefter virusprogrammet slettede adgangsfilerne til alle vores billeder. "Åhh nej," taenkte vi, "har vi saa mistet alle vores billeder fra Salta, Tartagal, San Pedro de Atacama og Uyuni?" Det har vi troet lige indtil i dag, hvor det lykkeligvis er lykkedes at finde en internetcafé hvis computere ikke er allergiske over for vores billeder.

For at komme til Tartagal, hvor vi skulle moede Marias familie, skulle vi foerst forbi den noget stoerre by Salta. Her sidder Poul paa en restaurant i Salta og drikker Salta-oel.

Salta viste sig at vaere en rigtig flot og hyggelig by, saa den vender vi tilbage til senere. Til venstre er et billede af den centrale plads "Plaza de 9 de Julio", med en statue af en af heltene fra Argentinas ufhaengighedskrig. Praktisk taget alle gader og pladser i Argentina er opkaldt efter enten en dato eller en general fra uafhaengighedskrigen, de fleste hedder "San Martin" eller "9 de Julio", som var den dato i 1816 hvor Argentina erklaerede sig uafhaengigt af Spanien. Til hoejre er et billede af en kirke som vi gik forbi hver dag paa vej ind til byen.

Efter et par dage i Salta tog vi bussen til Tartagal, som efter Argentinsk standard kun ligger et lille stykke uden for Salta, bare 6 timer i bus. I Tartagal blev vi modtaget af Marias mor, der ogsaa hedder Maria.

De naeste fem dage blev Tartagal saa vist frem for os, og vi blev vist frem for Marias meget store familie i Tartagal. Det var ekstremt hyggeligt og dejligt at moede Marias familie.

Den foerste dag tog Oscar (ham med hatten) os med ud at se en kirke i et flot omraade lidt uden for Tartagal. Oscar er en sej fyr, som deltog i krigen om Maldiverne/Falklandsoerne i 1980'erne. Han var soed til at vise os forskellige omraader i Tartagal, og soergede desuden for, at hverken Poul eller jeg forlod byen uden en hat.

Her staar Poul og jeg sammen med Tamara, Marias niece, ved en flod lidt neden for kirken. Tamara er den eneste i familien i Tartagal der kan engelsk, og saa er hun desuden kun nogle aar yngre end Poul og jeg, saa hende brugte vi rigtig meget tid sammen med. Hver aften i Marias mors hus kom Tamara forbi med sin familie: hendes far, Humberto, som er Marias bror, hendes mor, Marianne, og hendes to soeskende: Gennaro og Guadalupe.

Efter kirkern tog Oscar os med ud til et aboriginal-samfund, hvor det var meningen at vi skulle moede hoevdingen, som er en af hans venner. Desvaerre sad hoevdingen i moede da vi kom derud, saa som en troest fik jeg en hat og en taske af hoevdingens kone. Poul fik ogsaa en taske, en fin lille lyseroed én.

Hver morgen fik vi serveret te, broed og frugter i Marias (altsaa Marias mors) koekken. 

Om formiddagen hyggede vi os i stuen eller i  haven. Herunder har Poul laant min hat.

I haven boede Marias to dyr: Hunden Sargento og katten Rapsi.

Om aftenen oevede vi os i at drikke maté i stuen. Det er en meeeget udbredt argentinsk tradition at drikke maté af specielle maté-krus med et sugeroer. Man haelder maté (som er en slags te) og kogende vand i kruset, og selve teen bliver saa filtreret fra gennem sugeroeret. Der er enormt hyggeligt, men smager forfaerdeligt de foerste gange. 

En af aftenerne var vi heldige at blive inviteret med til boernefoedselsdag i familien. Familien er meget stor, hvorfor det er ret svaert at laere alle relationerne at kende paa en lille uge. Vi fandt aldrig helt ud af, hvem det var der havde foedselsdag, men det var en rigtig hyggelig fest med god mad. Vi syntes det var lidt pudsigt, at festen foerst startede kl. 22 naar foedselsdagsbarnet kun var 7 aar. Men det lader til at vaere meget almindeligt, at boernene er ret sent oppe, og det er vel forstaaeligt nok, naar det midt paa dagen ofte er saa varmt, at det er umuligt at foretage sig noget.

Senere samme aften tog Tamara os med paa en rockbar, hvor vi hoerte et meget beruset, lokalt rockband spille. Desuden moedte vi Tamaras kaereste, som sidder bagerst og kigger ned i sin oel.

Dagen efter var vores sidste dag i Tartagal, og derfor var der blevet arrangeret en fest for os. Herunder kan man se Oscar hjaelpe med at tilberede hundredevis (bogstaveligt talt) af empanadas i en misundelsesvaerdig stenovn. Manden i den roede T-shirt paa billedet til hoejre er Humberto, Marias bror og Tamaras far.

Herunder kan I se Guadalupe, Marias niece og Tamaras soester paa ca. et aar, som sidder hos sin mor Marianne. Efter en lille times tid i vores selskab den foerste dag havde Guadalupe fundet ud af, at hun ikke kunne lide Poul og mig, og vendte meget demonstrativt hovedet vaek hver gang vi var i naerheden. Foerst den sidste dag besluttede hun sig for at acceptere vores tilstedevaerelse, og hun vinkede oven i koebet da vi tog afsted. Til hoejre kan I se Gennaro, Marias nevoe og Tamaras bror, som sidder sammen med Poul og Tamara og smiler.

Efter festen (som sluttede midt paa eftermiddagen) tog Humberto, Maria og Tamara paa en sidste tur sammen med os. Vi tog ud til et meget groent omraade en times koersel uden for Tartagal, hvor de blandt andet viste os et udsigtspunkt oven paa en kaempestor vandtank. Turen op paa tanken var en smule glat og rungende, men det var soereme godt nok flot deroppe.

Á MARIA Y SU FAMILIA: MUCHAS GRACIAS POR TODO!